Info !!!

Her bringes sidste nyt om og til årgang 1957.

Det kan også være indlæg fra nogle af jer ude i landet og den øvrige verden. Så hvis I har noget på hjertet, så skriv til webmaster her:

joep@stofanet.dk

På billedet ses Niels Ole Fruensgaard overrække 1957-holdets billedgave til skolen ved rektor Christian Warming. (Det var i 2007)

 

Info 24. august 2012

Ved jubilæumstreffet den 29. juni blev nedenståen fremsat af Niels Ole Fruensgaard, der også er forfatteren:

Ved årgang 1957s jubilæumsfrokost på Kystens perle den 29. juni 2012-08-24

Glæden, gudinde besyng, som hos os i dag er til stede!
Hid er vi kommet for med gamle venner at feste.
Vi er Katedralskolens børn, vi ærer vor lærde moder,
som plantede kundskabens spire i vor forvirrede hoveder.
Og spiren voksed og groede og blev til lærdommens blomst,
rusted os til at møde en omverdens jernhårde krav.

Og hvi samles nu her de skarpe akademiske hoveder?
Visselig ej for i aften stricte at argumentere!
Trygt skal freden sig sænke for al den støvede lærdom,
hvile i fred Homer, Euclid og Pythagoras.

Ej tør materiens behov ved lysteligt samvær forsømmes,
ej forsømte vel nogen i Oltidens strålende dage
efter en velkæmpet dyst et fedmefyldt måltid at tage.
Thi vil jeg nyde det syn jer at se ved de dugede borde,
høre jer smaske, når når udsøgte retter med liflige dufte
dampende bringes af sortklædte slaver på sølverne fade,
mørkogte fiske og vældige stege med duftende fedtlag,
sydende sovse og olieberedte salater i mængde,
skovenes springer med nye kartofler og sprøde agurker,
stivpisket fløde med guldgule cremer på sukrede frugter.

Glade, med spilede buge af ”Perlens” fortryllende mundgodt,
læsket af sprudlende vin kan snart I fra bordet begi’ jer.
hvilende trygt i forvisningen om, at højt i Olympen
frydes de evige guder ved sådan festhekatombe.

Brødre og venner, fortsæt nu i kvæld med herligt at feste
og husk så den regel, som altid jeg regned for livets den bedste:
Quicunque bene bibit, bene vixit.
Vale amici! Niels Fruensgaard exit.

Venlig hilsen
Jørgen Pedersen

Info 29. juli 2012

Så er billeder fra jubilæumstreffet sat ind i billedbogen

Venlig hilsen
Jørgen Pedersen

 

Info 10. juli 2012

Så var vi samlet igen, kun 5 år efter det store jubilæum i 2007. Naturligvis var vi ikke så mange denne gang, men dog 20% af hele årgangen, og det synes vi er ganske godt. På billedet kan I se hvem der kom - hvis I kan genkende dem. Lad det komme an på en prøve.

Vi mødtes i Aalborg Kultur- og Kongrescenter (Aalborghallen), hvor skolens dimissionsfest blev afholdt, præsis som i vores tid, men nu var der blot 300 dimittender - studenter og HF'ere.

Efter et kort besøg på den gamle skole mødtes vi på Kystens Perle ved Vestre Bådehavn, hvor vi indtog en ganske dejlig buffet. Som de andre gange gik snakken lystigt og vi fik udvekslet nyheder om den ene og den anden. Det blev en hyggelig og dejlig eftermiddag, hvilket mange efterfølgende også har givet udtryk for.

Om nogle dage eller uger - det er jo ferietid - bliver flere af Fruensgaards billeder sat ind i Billedbogen til glæde for deltagerne og forhåbentlig også for jer, der ikke var med os.

Der er nu penge i kassen igen, så hjemmesiden kan køre videre ca. 4 år endnu.

Ka' I ha' det godt derude til vi ses igen.

Festkomitéen

 

Info 6. maj 2012

Hjemmesiden er nu opdateret med programmet for dette års jubilæumssammenkomst, samt en side hvor I kan tilmelde jer. Med tanke på vores fremskredne alder, har vi valgt ikke at tage aftenen med i et fælles program. Men har man kræfter og lyst kan man jo i løbet af eftermiddagen aftale et videre forløb enten samlet eller i mindre grupper. Vi i komitéen håber, at rigtig mange vil komme.
Frokosten er henlagt til "Kystens Perle" i Vester Bådehavn. Et gammelt værtshus og spisested, som også eksisterede da jeg, jeres webmaster, var barn og boede i Vestbyen. Der vil være mulighed for at sidde både inde og ude afhængig af vejret, og med udsigt til Limfjorden og sejlbåde.

Da kassen er ved at være tom har vi tilladt os at hæve deltagerprisen med et beskedent beløb, så vi kan videreføre hjemmesiden. Den koster i øjeblikket kr. 195,- om året i ren drift.

Vi i komitéen ser frem til at møde jer alle igen

Venlig hilsen
Festkomitéen

Info 22. april 2012

En del af festkomitéen fra 2007 har været samlet, og er nu igang med at sammensætte et program for et festligt 55-års møde. I skrivende stund er det kun datoen den 29. juni 2012, der ligger fast, men i løbet af forhåbentlig kort tid, vil komitéen barsle med vores forslag. Vi har genåbnet siden "Festprogram", hvor I løbende vil kunne følge med i programmet. Der vil senere også blive åbnet en side, hvor I kan læse om, hvordan man tilmelder sig. På adressesiden vil vi med røde typer markere, hvem der er tilmeldt.
Som en foreløbig uforbindende oplysning, kan vi meddele, at der formentlig bliver tale om et frokostarrangement, og at de der har lyst og kræfter så kan fortsætte om aftenen for egen regning og risiko.

Venlig hilsen
Festkomitéen

Info 12. februar 2012

Vores hjemmeside har været inde i en længere tørkeperiode. Det skyldes 2 årsager. Jeg har ikke haft noget nyt at berette af fælles interesse, og jeres bidrag har også været lig nul. Den anden årsag er, at jeg har haft problemer med opdatering, som skyldes den software jeg anvender, men det skulle nu være løst.

Som følge af den sidste information den 4.02.2012 har jeg modtaget mange e-mails fra jer, hvilket jeg er meget rørt og taknemmelig for. Nogle kunne fortælle mig om andre af vores kammerater, der heller ikke er mere, og det er jo en vigtig oplysning, så jeg ikke sender mails til de efterladte. Jeg vil derfor bede jer om at underrette mig, når og hvis I får kendskab til et dødsfald. Det vil så blive markeret på adressesiden.

Der er også flere, der har udtrykt tilfredshed med at hjemmesiden stadig eksisterer. Jeg kan fortælle, at driften finansieres af det overskud, der var efter vores sidste jubilæum. Niels Henriksen er kasserer, så jeg ved ikke, om der er penge til et nyt år. Hvis ikke vil jeg bede jer om at spytte i bøssen, men det vender jeg tilbage til, når foråret nærmer sig

Et andet spørgsmål, som har meldt sig: Skal vi samles i år, hvor det er 55 år siden vi fik huen? Send mig jeres mening, og gerne så jeg kan bringe det her på Info-siden. Niels og jeg tager gerne en tørn mere med arrangementet, for det er nu så hyggeligt at være sammen med jer alle. I må også gerne komme med forslag til arrangementet, det kunne måske begrænses til en frokost, hvis udgifterne skal holdes nede.

Der er tilsyneladende også nogle af jer, der har fået ny e-mail adresse. I hvert fald kunne min sidste mail ikke leveres til følgende:

Marianne Claude, H.C. Nørgaard-Kristensen, Ulla Bidstrup Hansen, Birthe Thilker, Chr. Nøddelund, Arne Bislev, Kirsten Højlund Carlsen, Tove Nielsen, Lars Hjortsø og Lens Juel Jensen.

Hvis nogle af jer har forbindelse til ovennævnte, så sørg for at jeg får de nye e-mailadresser.

Det var alt for denne gang. Jo, jeg kan forresten meddele, at Steen Nordhagen er død. Det må da vist være den sidste lærer.

Jørgen Pedersen

 

Info 4. februar 2012

Det er med stor sorg, jeg må meddele jer, at min kone gennem 50 år Gitte Kaas Pedersen døde den 16. oktober 2011 efter 3 måneders sygdom.

Venlig hilsen
Jørgen Pedersen

 

Info 20. december 2009

Jeg har modtaget nedenstående julehilsen! Samtidig vil også jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Venlig hilsen
Jørgen Pedersen

Kaere Alle Gamle Kammerater -

Jeg vil oenske Jer alle en rigtig God Jul og Godt Nytaar. Her i Allentown er der en del danskere der arbejder for FL Schmidt, det danske selskab, saa eengang om maaneden faar jeg chancen for at tale dansk med nogen og det er jo rart. Desuden faar vi ogsaa chancen for at gaa til en gammeldags dansk julefrokost, hvor vi faar mad som jeg ellers ikke har faaet siden jeg var sidst i Danmark, saa det er saerlig hyggeligt.

Vi fejrer familiejul her hos os i Allentown, PA hvor begge vores boern og alle vore fem boerneboern kommer (alle de smaa piger paa een gang er lidt overvaeldende). Den aeldste er 10 aar og den yngste 4, saa de har alle meget energi, men det er da dejligt at have dem her.

Steve og jeg trives godt, har ingen saerlige helbredsproblemer, spiller meget tennis og rejser en del, som de fleste pensionerede nok goer.
Vi har det godt og nyder livet og haaber at det samme gaelder for Jer.
Glaedelig Jul!

Lis (Klitgaard_ Borbash
 

 

Info 18. januar 2009

Det skal meddeles, at pastor emeritus Helge Bechmann døde den 6. januar 2009.

Jørgen Pedersen


Info 21. december 2008

Kære alle sammen. Jeg ønsker jer alle en rigtig god jul. Jeg vil benytte den lejlighed til at meddele, at jeg har fået en ny mailadresse: lean@claverdon.dk

Mange hilsner og godt nytår!

Lena (Madsen), sb

Lena Andersen

Nørrelundparken 1 G

DK-6760  Ribe

+4575443166


Info 17. december 2008

Jeg har modtaget nedenstående julehilsen til alle!

Webmaster vil også gerne ønske alle jer gamle kammerater en glædelig jul og et godt 2009.

Hej alle gamle klassekammerater -

En lille julehilsen her fra Amerika. Vi er stadig ved at komme os over det sidste præsidentvalg, det var jo snart det eneste vi hørte og læste om de sidste 18 måneder. Vi var ganske glade for at Obama blev valgt og venter nu spændt på at se om han virkelig kan gøre noget ved den politiske, økonomiske og sociale situation her. Det vil jo nærmest være et mirakel, men vi håber da på en væsentlig forbedring ihvertfald.

Vores egen situation har ikke forandret sig meget. Steve og jeg er jo begge pensioneret og bruger mest tiden til at tage os af vores hus, have og spille tennis og besøge vore 5 børnebørn engang imellem. Vi er begge meget glade for at lave mad og det er ved at vise sig på os begge to. Vi laver stadig mad som om vi var en stor familie, men nu er der jo kun os to og vi spiser så hurtigt som vi kan. Vi bor stadig i Macungie, Pennsylvania og er nær nok ved New York til at tage bussen ind en gang imellem for at se hvad der foregår, som f.eks. når det store juletræ foran Rockefeller Center er tændt. Det er meget flot.

 Til næste forår (faktisk allerede i Januar) glæder vi os til at tage en ferie til Torremolinos i Spanien, det bliver for at fejre vores 50 års bryllupsdag og også min 70 års fødselsdag så det er noget at glæde os til i disse kolde,våde or mørke dage.

Vi sender vores varmeste juleønsker til Jer alle og Jeres familier og ønsker om et Godt Nytår.

Kærlig Hilsen
Lis   (Klitgård Borbash)


Info 23. december 2007

Jeg har modtaget nedenstående julehilsener til alle!

Mange varme juleønsker her fra USA. Både Steven, min mand, og jeg nød meget at kunne deltage i festlighederne i sommer og det var meget hyggeligt at snakke med gamle venner og klassekammerater. Der var altfor lidt tid til at kunne snakke ordentlig med alle om de sidste 50 år, men det var en dejlig oplevelse alligevel. Vi håber at kunne være der igen om 5 år. Efter at have slæbt rundt med et camera over hele Skandinavien, glemte vi alligevel at have det med til den store dag, så vi har ingen photoer at kunne sende til hjemmesiden. Det var godt at andre huskede deres!

Vi glæder os til at se Jer alle om 5 år -

Glædelig Jul.

Lis (Klitgaard) og Steve Borbash

Kære komité! - Tak for også jeres seneste bidrag til vanding af den jord, vi har vokset i, og de rødder, vi er fælles om. Jeg glæder mig til næste sammenkomst.

Glædelig jul og godt nytår!

De bedste hilsener,

Niels Hald


Info 18. december 2007

Jeg har modtaget nedenstående hilsen fra Hanne O'Rourke.

Kære venner,
Hvor var det morsomt at se jer alle sammen i sommer; der var bare alt for lidt tid til at jeg kunne få talt med jer hver især i mere end et par minutter. Ikke lang nok tid til at dække 50 års begivenheder.
Jeg glæder mig til at se jer igen om 4 ½ år, og hvis I i mellemtiden skulle komme til Dublin, så må I endelig sætte jer i forbindelse med mig. Vi er altid glade for at få besøg fra Danmark.
Hvis det lykkes for mig – jeg er ikke så smart som Jørgen til at sende fotografier med nettet – sender jeg et julefoto og håber at i hvert fald nogle af jer vil gøre det samme.
                      Glædelig jul og godt nytår fra Hanne.

Også en glædelig jul og et godt nytår til alle fra jubilæumskomitéen.


Info 20.september 2007

Kaj Berg Andersen har som medlem af Nørresundby Rotary Klub hold nedenstående 3 minutter indlæg ved et klubmøde.
Med Kajs om end lidt betænkelige tilladelse bringer vi det her på siden.

NØRRESUNDBY ROTARY KLUB

3 minutter ved Kaj Berg Andersen den 1. august 2007

 Sang: 152, Vort modersmål er dejligt

50 år er gået

Det er de færreste forundt at have 50 års jubilæum på jobbet – med skolejubilæum er det derimod noget andet.

Jeg har netop været til 50 års studenterjubilæum.

Det er imidlertid ikke det, jeg vil tale om.

Jeg vil ikke fortælle om, at jeg i 1954 var den eneste fra Nørresundby Kommuneskole, der blev optaget på Aalborg Katedralskole – Latinskolen – som dengang var det eneste gymnasium i området – heller ikke om snobberiet i forældres akademiske titler fra rektors og lærernes side eller om dette at blive anbragt i en klasse, hvor alle kom fra oplandet, hvorfor der ikke var kammerater i byen efter skoletid. Vi blev dog alligevel en sammentømret klasse.

Jeg vil heller ikke fortælle om, hvilken sensation det var i 1957 i min barndoms gade, da hestevognene læssede glade studenter af i vores have. Folk stod opstillet langs fortovet, og jeg modtog masser af blomster fra såvel familie som naboer og genboer. Translokationen var en højtidelig begivenhed med piger, der alle var i hvide kjoler og drenge i smoking og alle bar studenterhuer. Jubilarerne var i vore øjne gamle – meget gamle – nærmest i rollatorklassen.

Den netop overståede translokation var en helt anden sag. Her mødte studenterne op i gamle slidte cowboybukser, mange uden huer og havde det største besvær med at modtage eksamensbeviset med den rette hånd eller at give hånd til rektor i det hele taget. Jubilarerne derimod mødte festklædte op og sprang rundt som vårharer og hilste på hinanden. Det var da også en taler fra jubilarerne, der fik det største bifald. Af vores årgang på 98 studenter mødte 54 op til jubilæet (mange af dem stadig erhvervsaktive), og dagen blev en succes i enhver henseende med frokost i netop dette lokale og et aftenarrangement i private rammer.

Det er stadig ikke det, det drejer sig om.

Det er grunden til successen, jeg vil tale om:
Et komitemedlem fra den selvbestaltede festkomite havde sat sig ned og læst sig til hvordan, man konstruerer en hjemmeside, og efter et enkelt brev til de gamle elever med forvarsel og henvisning til hjemmesiden blev netop denne hjemmeside omdrejningspunktet for hvad, der kom til at ske.

Hjemmesiden indeholdt naturligvis program, tilmeldingsside, praktiske oplysninger om indkvartering, adresser m.m., men det der gjorde størst lykke var en side, hvor der løbende blev lagt billeder ind fra dengang af såvel lærere som elever. Denne side er så efterfølgende blevet suppleret med fotos fra selve dagen. Siden er desuden blevet opdateret med oplysninger og kommentarer begge veje. Disse mange billeder gjorde, at man lidt efter lidt genkendte kammeraterne fra dengang, og det bevirkede, at vi fra første færd, vi mødtes, var på bølgelængde.

At siden var populær fremgik af, at alle indrømmede, at de stort set hver dag gik ind på denne for at se, om der var nyt. Alle var tilsyneladende fortrolige med computere, scannere, e-mails og hjemmesider. Der er også senere kommet mange rosende ord og tilfredse tilkendegivelser.

Det bliver spændende, om man også i fremtiden kan følge med, for udviklingen går stærkt.

Hvem ved : om 10 år, når den næste milepæl passeres, behøver vi måske slet ikke mødes, men kan opleve det hele online på skærmen.


Info 31. august 2007

Jubilæumskomitéen har holdt afsluttende møde. ”Hvordan gik det så?” var eneste punkt på dagsordenen.

Vi blev hurtigt enige om, at det var gået fantastisk godt med alle arrangementerne. Det var også vores indtryk, at deltagerne var af samme opfattelse. Vi lykønskede ubeskedent os selv med et glas rødvin og gik så over til at se på økonomien. Niels, som var vores kassemester, fremlagde et regnskab, der viste et overskud på ca. kr. 700,-. Overskuddet skyldes til dels, at deltagerne i aftenarrangementet ikke var særligt tørstige, og at Niels havde vredet armen om på diverse leverandører. Hvad skulle vi så gøre med de penge? Vi blev enige om, at det ikke var noget at tilbagebetale, så de bliver stående på bankbogen og kan anvendes til opretholdelse af hjemmesiden fremover og ellers til startkapital, hvis vi skal samles igen om 5 eller 10 år.

Apropos hjemmesiden, så må der være flere billeder fra den dejlige dag ude blandt jer, som ikke er tilgået webmaster, så send dem endelig til Jørgen. Vi modtager også meget gerne indlæg, som kan bringes her på Info-siden.

Jubilæumskomitéen takker af og bringer endnu en tak til alle deltagere i jubilæumsdagen.

Med venlig hilsen

Jubilæumskomitéen


Info 22. august 2007

Vore 50 års jubilæum er overstået. Sommeren synger på sit sidste vers, så nu må det være tid til ændring af hjemmesiden.

Jeg har givet siden et nyt navn – ”Studenterminder 2007” – som må være passende nu dette års festligheder er historie. Uaktuelle sider er blevet slettet. Deltagersiden har skiftet navn til Adresser, og så er lidt tekst blevet ændret. Der har ikke været indvendinger mod en offentliggørelse af adresselisten, men skulle der være nogle, der ikke ønsker deres telefonnummer og e-mailadresse stillet til offentlig skue, så mail til mig, og det vil blive slettet. Navnene kan vi vist godt lade blive stående, så længe vi ikke har stillet træskoene fra os for sidste gang.

Det ville også være rart, at I lader mig vide, hvis I skifter adresse, tlf-nummer og e-mailadresse. Det vil gøre det meget nemmere, hvis vi skal samles endnu engang. Hvem ved, om 5 år måske.

Jørgen


Info 17. juli 2007

Jeg har gjort mig skyld i en forglemmelse. For det første har jeg ikke tidligere fortalt jer, at vi havde en gave til skolen i anledning af vores jubilæum, og for det andet har jeg heller ikke fortalt, at det var Niels Ole Fruensgaard, der var både idémand, fotograf, og den der fik gaven fremstillet. Så tak Niels Ole for din gode idé og dit arbejde med gaven. Også tak for din fine tale til den gamle skole og de nye studenter.

Og så har jeg lovet Niels Ole at omtale KAT’ens Venner.

KAT’ens Venner er en forening for tidligere elever og ansatte ved skolen samt andre med tilknytning til skolen. Foreningens formål er at bevare den fortsatte kontakt mellem skolen og eleverne.  Foreningen er vært med et glas vin til tidligere elever ved skolen fødseldagsfest. Årsskriftet bliver tilsendt. Et års medlemskab koster 50 kr. Ønsker man medlemskab, kan man indbetale beløbet på girokonto nr. 849-6811 og opgive klasse samt det år, man dimitterede.

Jørgen

PS.   Billedbogen er opdateret med billeder fra hele jubilæumsdagen


Mail 5. juli 2007

Kære Jubilæumskomité,

Denne lille reaktion blot for at sige hjertelig tak for sidst og for Jeres ganske splendide bidrag til en aldeles vellykket jubilæumsfest. Man var helt ked af, at dagen gik lige så hurtigt som de forgangne 50 år.
Rigtig god sommer og varme hilsener

Peder Nørgaard-Højen
(klassiker-klassen)


Mail 4. juli 2007

Kære jubilæumskomité!

Hvor var det en dejlig dag, I havde arrangeret for os!  Det var en fornøjelse at møde alle kammeraterne, at gense den smukt restaurerede skole, at se Aalborg fra oven fra ”Kilden” og at tilbringe en dejlig aften i Guldbæk. Alt dette takket være jeres store indsats. Ideen med hjemmesiden og billedbogen var jo en ekstra festlig indledning til jubilæet. Dejlig stemning hele dagen, lækker mad og vin – hvad kan man ønske mere?
Tak til jer alle – jeg glæder mig allerede til næste gang!

Kærlige hilsner
Birgitte (Brøchner)  


Info 4. juli 2007

Så er jubilæet overstået, og vi håber, at alle kom godt hjem.

Det er jubilæumskomitéens opfattelse, at dagen gik godt og næsten som planlagt. Vi håber at alle havde en god og minderig dag, som I vil tænke tilbage på med glæde.

Vi vil gerne på alles vegne bringe en stor tak til Lykke og Frederik Obel for at stille deres dejlige hus med meget mere til rådighed for jubilæumsaftenens sammenkomst. Det blev på trods af regnen en pragtfuld aften, hvor fik lejlighed til endnu engang at opfriske gamle minder. Tusind tak Lykke og Frederik.

Hvis der skulle være nogen, som har lyst til at skrive om dagen, og hvordan de oplevede den, så ville det være dejligt, og vi vil så bringe det her på hjemmesiden. Vi modtager også gerne billeder til Billedbogen, men vi må bede om, at billedfilerne ikke er for store, for min postkasse har en begrænset størrelse. De kan også sendes til mig på en CD-rom. Min adresse kan findes andet sted her på hjemmesiden.

Hjemmesiden vil være åben i hvert fald til ca. 1. april 2008. Der er i hvert fald betalt for den indtil da. Jeg har en idé om, at Deltagerlisten kan ændres til en adresseliste, så vi har en opdateret fortegnelse, hvis vi skulle få brug for en sådan om måske 5 år. Det kræver selvfølgelig, at I meddeler ændringer, hvis sådanne skulle indtræffe. Hvad mener I om den idé? Vi er også åbne for andre idéer til hvordan hjemmesiden kan bruges fremover.

Mange hilsener og på måske gensyn om 5 år.

På jubilæumskomitéens vegne

Jørgen Pedersen